Programmering

En kreativ proces

Programmering er en kreativ proces, som både involverer originalitet og som sigter mod at give værdi; det skal være brugbart og skal opfylde et givent formål.
Den kreative proces, programmeringen, handler ikke kun om noget, der sker på en skærm - det kan også være elektroniske kredsløb, simple robotter, micro:bit og Rasperry Pi, som er små programmerbare enheder.

Når et program er blevet til eller en enhed er blevet programmeret, skal det testes for fejl (debugges), for i komplekse systemer, virker den kode, programmørerne har skrevet, ikke altid efter hensigten. Det første - og vigtigste skridt i softwareudvikling er ikke kodning men planlægning!
Programmering er altså en proces, der består af en designproces og skrivning af et sæt instruktioner;
et program til en computer i et sprog, som den kan forstå.

Programmering kan opdeles i to dele:
Analyse af problem og design af en løsning Denne proces kræver logiske ræsonnementer, dekomposition, hvor man nedbryder et stort problem til mindre problemstillinger, generalisation og der skal udvikles algoritmer, der kan løse problemerne korrekt og effektivt.
Løsninger fra designfasen skal omsættes til et programmeringssprog, som computeren kan forstå ved hjælp af datastrukturer, så programmet kan bearbejde informationen. Det bliver nogle gange kaldt kodning, som er et sæt instruktioner, som gør programmet til kode.

Scratch

Programmøren kan designe sine egne grafiske objekter og herunder også scenebaggrund, på hvilken Scratchprogrammet foregår.
Det er muligt at kreere en række flytbare objekter (Sprites) og disse objekter er karakterer i animationen/spillet. Hver Sprite kan have sine egne scripts, som er programstumper, der er bygget op ved hjælp af blokke, som er Scratch-sproget.
Flere programstumper, scripts, kan afvikles parallelt, da hver Sprite har sine egne scripts. Med andre ord kan flere ting ske samtidig.
Kommandoerne i Scratch er kategoriseret i grupper som kodestumper og visuelt under hver sin farve; bevægelse, lyd, logik osv.

Kodu

Et udviklingsværktøj med en grafisk brugergrænseflade til at udvikle simple 3D-spil.
Hvert eneste objekt i Kodu-verdenen kan have sit eget program - altså et sæt instruktioner, som netop dette objekt udfører.
Der bliver udløst en handling, når der sker en bestemt ting. Eksempelvis når der trykkes på en nøgle, kan et objekt ramme et andet objekt.

Micro:bit

BBCs micro:bit er en lille micro-computer, som kan programmeres til at vise billeder og beskeder og forbindes til eksterne enheder, kits, og objekter, som den kan kontrollere.
Micro:bitten er desuden udstyret med kompas og accelerometer.
Micro:bitten kan både programmeres via computer/USB-kabel og tablets/mobiler via Bluetooth. Man kan eksempelvis programmere Micro:bitten til at spille en sang (via højtaler, som tilkobles)
Kodningen er blokprogrammering og/eller javascript

Small basic

Small basic er en simplificeret udgave af Visual Basic-programmeringssproget.
Small Basic kan eksporteres og danne grundlag for mere kompleks Visual Basic-kode.
Sproget er tekstbaseret men med et miljø, som er udviklet for at hjælpe mange over besværlighederne med tekstbaseret programmering, så er der et indbygget visuelt miljø i hvilke programmer kan afvikles. Editoren kommer op med forslag til at færdiggøre nøgleord, som indtastes.

Programmeringssproget er med vilje ikke særlig omfangsrigt - der er kun 14 nøgleord. Som i Kodu og Scratch er der et online-galleri, hvor programmører kan dele source-kode med andre, så der er et ”skelet” at arbejde ud fra.

Lego Wedo

Med LEGO® Education WeDo 2.0 arbejder eleverne med robotter, konstruktion og programmering (blokprogrammering).
WeDo er robotprogrammering for skolens yngste elever.

Lego Mindstorms er for større elever.
Med Lego Mindstorms EV3 kan der arbejdes med programmering (blokprogrammering) og elektronisk dataopsamling. Handlingsblokkene er opdelt i kategorier og der kan arbejdes med variable, sensorer, bluetoothforbindelser m.m.

Hour of code

På sitet https://hourofcode.com/dk/learn er der et hav af muligheder for at komme igang med kodning. En simpel start kan være "Lære at programmere med Anna og Elsa". Her er tale om blokprogrammering fra 2.klasse. Koden kan også ses i javascript.